Viser opslag med etiketten vest. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vest. Vis alle opslag

onsdag den 13. april 2016

Hønsestrik fortsat

Hønsestrikkeriet fortsætter og ryggen er færdig, det er blevet til elefanter, hjerter, ænder og måske blomster. Jeg satser på at strikke videre om lidt, med en kop kaffe ved siden af :)
Hvis du kunne tænke dig at hønsestrikke elefanter eller hjerter, så kan du finde diagrammerne her og her.

tirsdag den 12. april 2016

Hønstrik på pinden

Jeg strikker rundt og rundt og finder på undervejs. Farverne er heller ikke bestemt i forvejen. Sådan er det med hønsestrik.
Resultatet skulle gerne blive en vest til en pige på 1 år.

mandag den 3. december 2012

Jeg har vundet 2 strikveste!

Inde hos nu stopper hesten har jeg vundet den fineste give away, nemlig 2 hjemmestrikkede uldveste. Jeg har ikke gjort det så meget i at deltage i give aways, så derfor føler jeg mig ekstra heldig over at have vundet.


Vestene er strikket i lækker uld og de falder på et tørt sted, for med en baby på 7 måneder, er det uundværligt med strikveste, så de bliver allerede flittigt brugt og kommer til at sidde på lille Jens hele vinteren.

Endnu en gang tak for de fine veste Signe!

onsdag den 24. oktober 2012

Autentisk inka hønsestrik

Nogen gange er der langt imellem de rigtig god fund i genbrugsbutikkerne, men i dag fik jeg fine fine ting med hjem. Der var nemlig to styk hønsestrik på hylden. To fantastiske og hjemmestrikkede børneveste.


Vestene er meget autentiske med Inka-motiver og i flotte farver. Det er virkelig alt for sjældent man finder så fedt retro strik nogen steder, så jeg er meget glad og tilfreds.

Med hjem kom også et sæt sengetøj, med store orange og lyserøde blomster. Det har bestemt været en god loppedag.

søndag den 14. oktober 2012

Hvorfor strikke?

Jeg elsker at strikke! Og lige nu er listen med to-do-projekter lang. Der er simpelthen så mange ting, som jeg gerne vil have strikket til min dejlige lille dreng på snart 6 måneder, men tiden er knap med 3 børn. Jeg tager mig dog tid hver aften, men det gå ikke lige så stærkt som det plejer.

Derfor følte jeg mig meget heldig i dag, da jeg i min genbrugsbutik fandt to uldne stikveste. De kostede 5 kr og er stort set ubrugte, de ville vel have taget mig en uges tid at strikke og have kostet mig en del mere end 5 kr, bare i garn. Til den pris kan man jo stille sig selv spørgsmålet, hvorfor strikke? Så nu kan jeg strege strikveste fra listen og hoppe videre til næste projekt. Jeg har dog købt noget lækkert alpaca, som jeg har planer om at lave en vest af, men det projekt må vente lidt, for pludselig er manglen på veste ikke så stor.

 
Jeg har planer om at skifte knapperne i den ene vest, men nogen mere farverige af slagsen, så jeg ikke har to helt identiske veste.


 
Stoffet som vestene ligger på, kom også med hjem fra genbrugsbutikken, det er et juniorsengesæt med hjerter, det er virkelig fint, og min datter på 5år er heldigvis vild med det. Når hun vokser ud af juniordynen, har jeg tæmkt mig, at stoffet skal bruges til fine kreaprojekter.

mandag den 16. juli 2012

Strikket vest

Endnu engang har jeg gang i at lave en strikvest, jeg har tidligere skrevet om den her!
Da det går langsomt med strikkerierne i disse barselstider, så er det først nu, at den er ved at være færdig.
Det er som sagt første gang jeg strikker i alpaca, men hold nu op det er lækkert og sikke en fin rå struktur strikketøjet får.

Nu skal jeg så bare have bestemt mig for hvilke knapper jeg skal have på den blå vest. Grønne eller gul eller måske en helt anden slags?



Vesten er ikke helt fædig endnu, så vesten og knapperne må være en cliffhanger i bedste bloggerstil. Når jeg har besluttet mig, skal jeg selvfølgelig nok vise vesten frem på bloggen.

tirsdag den 19. juni 2012

Nyt strikkeprojekt på trapperne

Denne gang strikker jeg en vest i det skønneste alpaka fra BC garn. Efter at have strikket en masse brunt, blev jeg fristet af den flotteste blå farve, den er nærmest petroleumsfarvet.


torsdag den 19. april 2012

Hønsestrikket vest med kløvere færdig

Det er ved at være lidt tid siden at jeg blev færdig med at hønsestrikke denne vest med kløvere.Da kløverne er et temmelig stort motiv, har der ikke været plads til så mange andre mønstre, mest bare "free style" hønsestrikning af forskellige mønstre.


Vesten er strikket i bomuld på pind 4 og ved skuldrene har den fået mørkeblå knapper.
Du kan se vesten undervejs her!




mandag den 16. april 2012

Hvid og blød babyvest


Endnu en strikvest er blevet taget af strikkepindene, denne gang er det en model fra strikkebogen "Sødt og blødt". Vesten ser jo ganske simpel ud, men jeg synes indtagningerne ved ærmegab og skulder var en smule indviklede. Tilgengæld er ribben blevet utrolig fin, så jeg tror at baby vil kunne bruge vesten i lang tid. Vesten kan også strikkes i en pigemodel, med hulmønster foran, ligesom den på forsiden af bogen.
Jeg har strikket vesten i udsalgsgarn fra Stof og Stil, det er en blandning af uld, silke og bambus, og det er helt utroligt blødt og perfekt til babystrik.

lørdag den 14. april 2012

Strik til lillebror


Jeg har i den seneste tid fået strikket en hel del til lillebror, der er både veste og trøjer, og det er altså noget særligt, når man selv har strikket hver eneste maske, og ved hvor de små skønshedsfejl er.


Jeg har strikket flere modeller babyveste.


Og et par trøjer - både i uld og bomuld.

Da baby gerne skulle komme til verden først i maj, er det meste af mit strik i bomuld, selv om jeg foretrækker at strikke i uld, da både udtryk og elasticitet bliver langt bedre efter min smag.

tirsdag den 10. april 2012

Hønsestrikket babyvest godt på vej

Jeg har sat mig for at færdiggøre nogen af mine igangværende strikkeprojekter, derfor er jeg flittigt i gang med at hønsestrikke en babyvest færdig, som jeg ikke kunne huske at jeg var startet på.
Vesten har en række grønne kløvere på midten, og jeg er sikker på, at den bliver rigtig fin.
Jeg regner med at kunne poste et færdigt billede af vesten idenfor de næste par dage.


Men her er lige et smugkig af projektet.

søndag den 8. april 2012

Strikket raglan endelig færdig!

Midt i en oprydning i mit garn, fandt jeg et ufærdigt strikkeprojekt. Det var så langt undervejs, at det kun har taget mig et par timer at færdiggøre det, så det var temmelig fjollet at det bare lå i strikkekurven med en masse løse garnender og ingen ærmer.
Resultatet er blevet en fin kortærmet bluse eller undertrøje, som jeg har tænkt mig at bruge som vest til den lille baby.


Den gule farve er virkelig påskegul, så det passer jo ganske godt med, at det er blevet strikket færdig i påskeferien.
Jeg har tidligere skrevet om det gule strikkeprojekt her! Og kan se at strikketøjet har ligget temmelig længe i kurven. Det er en skøn følelse når tingene bliver gjort færdige og klar til brug.

Til sidst lige et par forårsblomster fra haven, bare fordi, jeg bliver i så godt humør af at se på alle de spirrende planter. Begge blomster står foran mit køkken vindue, så de bliver beundret flere gange dagligt.


fredag den 6. april 2012

Link til gratis hønsestrikopskrift

Har du lyst til at strikke en vest eller nederdel i hønsestrik, så klik her!
I min søgning på nettet efter en opskrift på en strikket børnenederdel, fandt jeg denne opskrift på en fin hønsestrikket vest str. 1-6 år og en nederdel, på Familie Journalens hjemmeside.
Jeg vil anbefale, at man selv finder på mønstre og diagrammer, det gør nemlig hønsestrikkeriet lidt sjovere. Hvis man er nybegynder i hønsestrik, kan det på den anden side være godt og trygt at følge en opskrift, og der er fine diagrammer lige til at følge i linket i opskriften.

onsdag den 21. marts 2012

Grøn babyvest færdig

Så er min grønne babyvest blevet helt færdig. Jeg synes desværre ikke den er blevet så fin som de andre jeg har stikket tidligere, jeg tror det har noget at gøre med garnets kvalitet. Den er ligesom ikke blevet helt lige så jævn i strikken. Men jeg håber at vesten bliver fin efter en vask. Og derved retter sig lidt. Så nu er den lagt i vasketøjskurven.


Uanset resultatet, så kommer vesten til at blive brugt, for det er den skønneste og gladest grønne farve.

lørdag den 10. marts 2012

Babystrik #2

Der bliver fortsat strikket for fuld fart i det lille hjem. Det er en fornøjelse når det går stærkt, og det gør det, når man strikker ting til en lille baby.
Jeg har også præsteret at få hård hud på spidsen af min ene pegefinger, det må være tegn på, at der virkelig bliver strikket igennem.

Jeg er blevet helt færdig med at strikke denne fine brune cardigan, som jeg har vist løbende på bloggen.

Det er første gang jeg har kastet mig ud i at strikke struktur, og det var egentlig i så besværligt.


Det næste projekt jeg har kastet mig over er endnu en babyvest. Denne gang i en frisk forårsgrøn farve. Jeg har snart haft strikket efter dette mønster mange gange, så det er lige før jeg kan opskriften i hovedet. Det gør heldigvis ikke vesten mindre fin.
Denne gang strikker jeg den i bomuld på pind 3.


En lille ændring i forhold til tidligere veste er, at denne her ikke har en retstrikket kant forneden. Jeg har valgt at strikke rib helt fra starten, for at give den et lidt andet udtryk. Man må jo prøve lidt nyt engang imellem.

torsdag den 1. marts 2012

Strikvest færdig og skøn strikkebog


Jeg er blevet færdig med den brune strikvest i rib, og jeg er blevet meget tilfreds med resultatet. Det sidste jeg gør, er at sy knapperne i, og det giver en rigtig fin finish og en god tilfredshedsfornemmelse, når man ser sit færdige arbejde.
.

Vesten er strikket i 100% bomuld, fordi den skal bruges til en forårsbaby. Den har små perlemorsknapper. Både garn og knapper er fra en genbrugsbutik, så samlet set, har vesten kostet 6kr. i materialer, det er da en pris der er til at forstå.


Og nu til noget mere om strik.

Jeg har lånt den fineste strikkebog på biblioteket, der er rigtig mange lækre modeller i den, og bogen er velskrevet. Jeg synes ikke forsiden  helt afspejler bogen kvalitet, men når man åbner bogen, kommer der de skønneste strikkede modeller frem. Bogen hedder "Blød begyndelse - strik til babyen" og er skrevet at May B. Langhelle i 2007 fra forlaget Klematis. Måske kan man også låne den på dit lokale bibliotek?
Der står desværre meget tydeligt i bogen, at man ikke må gengive billeder fra den, så derfor kan jeg ikke vise jer billeder fra den.


onsdag den 29. februar 2012

Ensfarvede veste i rib

Den brune vest er ved at være færdig, og allerede nu, har jeg besluttet at strikke endnu en, men denne gang i gul.




Jeg har fundet bomuldsgarn i den fineste varme gule farve i Stof og Stil. Jeg er sikker på, at det og bliver en rigtig fin vest.




mandag den 27. februar 2012

Strikvest

Jeg er allerede i gang med mit næste strikkeprojekt. Jeg bliver jo nødt til at holde pindene i gang, og jeg har heldigvis masser af babystrikkerier, som jeg gerne vil have færdige inden lillebror melder sin ankomst.



Jeg strikker denne vest, som jeg snart har strikket en del gange, den er nem at strikke og slutresultatet er super fint. Opskriften har jeg fra et gammelt 'Hendes Verden'.




Vesten bliver strikket i mørkebrunt bomuldsgarn.

søndag den 29. januar 2012

Høsestrikket vest til pige

I en genbrugsbutik har jeg fundet denne opskrift, som er blevet revet ud af et blad. Jeg kan godt forstå, at nogen har tænkt at denne her opskrift var fon fin til at smide væk. Jeg ved ikke fra hvilket blad opskriften stammer, kun at det er blad nr. 50.
Uanset hvilket blad det er, så er vesten virkelig fin og fortjener at blive vist frem.


Jeg synes Marie er yndig i sin hønsestrikkede vest. Personligt havde jeg nok valgt at strikke vesten en smule længere og lidt bedere, må måske er det stramme look bare tidens mode?

Mønster til hønsestrikkede hjerter

Jeg strikker ofte hjerter, når jeg hønsestrikker. Derfor vil jeg gerne dele de 2 diagrammer, som jeg oftest bruger, når der skal strikkes lidt kærlighed ind i strikketøjet.


Diagrammer til de fineste hønsestrikkede hjerter.


Det øverste mønster bruger jeg mest, da det bliver mere tydeligt på strikketøjet. Det nederste mønster er rigtig fint, hvis man blot ønsker et diskret lille hjerte.

Sådan ser nogen af mine færdigstrikkede hjerter ud. Jeg holder især af den orange og lilla farvekombination.
Jeg håber du kommer til at nyde at strikke disse fine hønsestrikk mønstre.
Love!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...