Viser opslag med etiketten gul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gul. Vis alle opslag

lørdag den 25. marts 2017

Brevpressere i glas

 Min datter har en lille samling brevpressere i glas.  Jeg har været heldig at finde dem i genbrugsbutikker rundt omkring. Min pige er vild med dem, og de står i hendes vindueskarm og pynter og fanger lyset smukt.
'





Jeg må indrømme, at det ikke er mange brev de fine brevpressere i glas presser, men de har heldigvis et andet nyttigt formål. De bliver brugt til at holde mønsterpapir på plads, når der skal tegnes mønster af. 





torsdag den 9. marts 2017

Karklud færdig og forår i stuen

Min strikkede karklud er blevet færdig, du kan se den på vej(en) lige her. Det er faktisk lang tid siden den er blevet færdig, men I skal ikke snydes for et billede. Mønsteret var temmelig meget lige ud af landevejen, så det er et godt projekt, når man skal koncentrere sig om andre ting imens man strikker.
Karkluden er strikket i en rest bomuld. Karkludestrik er altså den bedste måde at få brugt sine bomuldsrester på.


Samtidig er der kommet forår i stuen og en lille blomst i min Willer keramik-dame. Hende har jeg vist frem før, det kan du se mere om her.


Hvert år køber jeg forårsbebudere til stuen, deres levetid er kort i den varme stue, men heldigvis kan de plantes ud i haven, så de kan nydes der år efter år.


fredag den 3. marts 2017

Ulla Lønow relief


Jeg har en mindre samling keramik-relieffer, som pynter huset inde og ude. Sidste nye til samlingen er et lille rundt relief af Ulla Lønow. Jeg kender ikke kunstneren, og lidt kommer frem når man søger efter hende på Google. Og relieffer fra hendes hånd, har jeg ikke kunnet finde flere af, men jeg er glad for min lille relief-frø.


Relieffet har en varm orange-gul glasur, som er virkelig lækker og ligner noget der er lige til at spise. Midten er prydet af en lille brun frø. Det lille frø-relief er sølle 9 cm i diameter, så det kan jo hænge hvor det skulle være. Pt har det fået plads i stuen sammen med et Ib Antoni tryk.


mandag den 30. januar 2017

Vintage mønstre fra STIL

Jeg har været heldig at finde flere vintagemønstre fra STIL. Du kan finde et indlæg om andre vintage mønstre lige her.

Det ene snitmønster er en ventekjole STIL 6084, det må nærmest med garanti være fra 70erne. Tjek lige den forreste kjole ud brun med store gule blomster! Det er super fint i snittet og kan syes med både langt, kort eller intet ærme.



Det andet mønster er STIL 7779, en lang kjole med store luftige ærmer, nok også fra 70erne. Afhængig af stofvalget, så synes jeg både det kan bruges til en festkjole eller en dejlig luftig sommerkjole.



Vintage patterns from STIL both from the 70s, the first is a maternity dress the second is a long summer or party dress.

mandag den 23. januar 2017

Erantis og forår på vej

I weekenden var jeg et smut i den lokale genbrug, jeg fandt en fin bog om havens blomster fra 1963. Fyldt med smukke og nøjagtige illustrationer i alfabetisk orden.
Hver side er et kunstværk og lige til at skære ud, sætte i ramme og hænge i stuen - hvis man altså nænner at ofre sådan en fin lille bog, jeg gør ikke.


Om lidt er det forår og tid til vintergækker og vibeæg.


Det er temmelig gråt derude, men hvis man kigge ned i skovbunden eller bare i havebedet, så kan man være heldig, at se tidelige tegn på forår. Under de brune blade og op fra den mørke jord, er små gule erantis på vej op, op til lyset.







torsdag den 29. september 2016

Strikket karklud i flet

Gul gør glad, så jeg strikker en karklud der kan lyse op, når de mørke måneder kommer snigende.
Ideen med mønsteret på denne karklud er, at det er ens på begge sider. For at strikke karkluden, skal du kunne strikke ret og vrang, slå masker op og lukke af

Har du også lyst til at kaste dig ud i mit flettemønster, så komme opskriften her:
Slå 62 masker op på pind 2,5 (første og sidste maske er en kantmaske, som altid strikkes ret).
Start med at lave en fin kant, og strik rib, 1 ret og 1 vrang på de første 2 pinde.
Så begynder mønsteret.
1, 5, og 9. (retsiden): 1 kantmaske i ret, *2 vrang, 2 ret, 2 vrang, 2 ret, 2 vrang, 10 ret* gentag og slut med en kantmaske i ret.
Pind 2 og alle andre vrangpinde: 1 kantmaske i ret, og så strikker du ret over ret og vrang over vrang, som maskerne viser og slutter af med en kantmaske i ret.
3 og 7: 1 kantmaske i ret, *2 vrang, 2 ret, 2 vrang, 2 ret, 12 vrang* gentag of slut med en kantmaske i ret.
11, 15 og 19.: 1 kantmaske i ret, *10 ret, 2 vrang, 2 ret, 2 vrang, 2 ret, 2 vrang* gentag og slut med en kantmaske i ret.
13 og 17.: 1 kantmaske i ret, *12 vrang, 2 ret, 2 vrang, 2 ret, 2 vrang* gentag og slut med en kantmaske i ret.

Gentag pind 1-20 til karkluden har den ønskede størelse. Slut af med 2 pinde rib og aflukning i rib.

søndag den 6. marts 2016

Sweater med lusemønster

For noget tid siden blev jeg færdig med en sweater i uld med lusemønster. Det er både sjovt at strikke små lus og så er det et nemt mønster at gå til.
Lusemønster bringer tankerne tilbage til en svunden tid, især hvis man vælger retrofarver, jeg elsker det! Overvejer læderlapper på albuerne, for at gennemføre 70-looket.
Sweateren er til mit mindste barn, næste gang skal der strikkes en i voksenstørrelse, for jeg ville elske at have sådan en sweater.


I skal også lige have et billede af mine trillinger. En lille påskelilje i en krukke foran mit køkken vindue har fået tre blomster på samme stilk, den kan næsten ikke bære dem. Men det er også hårdt arbejde med tre små.
Utroligt nok er billedet taget i den her uge, man skulle ikke tro det, for hvis man kigger ud af vinduet nu, så er det snevejr, i marts, uf!


Kom så forår!

torsdag den 11. februar 2016

Diagram til frø i hønsestrik

Det er ved at være lang tid siden jeg har delt en hønsestrik opskrift, så her kommer der et diagram på en giftig frø.
Min søn ønskede sig brændende en strikket gul frø, så min mand måtte i gang med ternet papir og pen. Det foregår ofte sådan, at jeg siger, "kan du ikke lige tegne en frø?" Han tegner løs og jeg retter til, så det er lige til at strikke. Det er perfekt samarbejde!




Frøen kan selvfølgelig strikkes i alle tænkelige farver. Der findes jo både grønne, brune, gule, røde og blå frøer. Jeg har valgt ægte retrofarver, gul og brun.



Hønsestrikopskrift på en frø, pas på ikke at stramme garnet på bagsiden af arbejdet, da diagrammet er forholdvist stort.

Del gerne et billede af dit færdige strikkeprojekt, hvis du vælger at strikke frøen eller andre af mine hønsestrik diagrammer.

God fornøjelse!

Kunne du tænke dig at se flere hønsestrikopskrifter på dyr, så se uglen her, en lille fugl her og elefanter her

fredag den 29. januar 2016

Det første tegn på forår

Midt i mellem visne blade er der dukket forårstegn op, der er Erantis i min have!

''

lørdag den 23. januar 2016

Langsomme luffer


Arne og Carlos bliver strikket langsomt, er træt af at opskriften er så mangelfuld, men snart er den første i hus, så venter nummer to bare. Jeg har valgt at strikke skaftet lidt længere end angivet i opskriften, synes det er rart nå håndleddet er dækket godt i kulden.



Du kan finde opskriften nederst i et af mine seneste indlæg, ved at følge linket her!

onsdag den 13. januar 2016

Arne og Carlos luffer

Arne og Carlos-lufferne er kommet på pindene, og jeg holder tungen lige i munden imens jeg strikker et norsk mønster. Opskriften er desværre temmelig mangelfuld, så jeg må gætte mig lidt frem til tommelfingerkile, men mon ikke det går, jeg har jo prøvet at strikke luffer mange gange før. 
Det er sjovt med mønsteret og en genial måde at få brugt rester på.


                                  

Hvis du har fået lyst til at strikke de samme luffer, så kan du finde opskrift og diagram lige her!

fredag den 5. april 2013

3 stribede pandaer er flyttet ind






Der er kommet flere medlemmer til vores lille samling af bObles dyr. Det er virkelig gået op for mig, hvor genialt legetøjet er til børn i alle aldre.
Sidst indkøbt er en multistribet serie af runde 'skamler' som bObles har lavet i samarbejde med WWF.




Skamlerne findes i 3 højder og hver størrelse repræsenterer et kontinent. Den lille er Arktis, den mellem er Afrika og den store er Asien. De har alle forskellige farvekombinationer. Mit retrohjerte er særlig forelsket i Afrika, som har fine jordfarver sammensat med grøn.




Siden vi har fået de nye bObles er der blevet stablet, trillet, hoppet, hygget og tumlet til den store guldmedalje.
Min søn på snart 8 år synes det er sjovt at sætte alle 3 skamler ovenpå hinanden og så sidde og læse i Anders And på toppen.




Min datter på 5 år laver forhindringsbaner med alle vores bObles, som både voksne og børn skal klare på tid.




Min lille dreng på 11 måneder stiller sig op af tumledyrene eller kravler over dem. Så alle har virkelig glæde af dem.





fredag den 1. marts 2013

Gul cykel og forår

Sikke en skøn forårsdag! Det er lige til at blive i sit bedste humør af. Sol og klart vejr, I love it!
For at invitere lidt forår ind i stuen, har jeg plantet en vintergæk i min vindueskarm.


Vintergækkerne har gravet op af græsplænen og cyklen har jeg købt i den lokale genbrug. Jeg kan tydeligt husker pyntecyklerne fra de glade 90'ere, de var nærmest i alle hjem da jeg var barn.


Håber at det giver lidt længere levetid til vintergækkerne, når de har lidt jord at stå i.

søndag den 6. januar 2013

Kylle Rylle

Jeg har noget med gamle legetøjsdyr på hjul. Jeg er ihvertfald indehaver af tre styks nu, og bliver i så godt humør af at se på dem. Sidste anskaffelse er denne her kylling, som har et dejligt forbavset udtryk.



Den fine detalje ved netop det her trække-dyr er, at den har en gennemsigtig kugle som krop, som får de små forskelligfarvede bolde til at danse rundt, når man kører afsted med den.



onsdag den 5. december 2012

Hønsestrik en stjerne

Diagram nummer 2 er en række stjerner. De passer perfekt til den søde juletid, men kan også sagtens bruges efter jul i andre farver.


Håber I har tid til at strikke trods julegaveindkøb og julearrangementer. Herhjemme går det langsomt med strikketøjet, jeg synes der er så meget andet at se til, men jeg får da strikket lidt i ny og næ. Og om lidt vil jeg kaste mig over gulerodsbukserne.
God snevejrsdag derude!

torsdag den 15. november 2012

Drengecardigan

Der har jo været temmelig stille på bloggen på grund af en spist internetledning, det er heldigvis ordnet, så jeg er tilbage ved tasterne ved fuld styrke. Håber den lille mus har fundet et varmt sted at overvintre, langt væk fra diverse ledninger.

Imens internettet var nede har fået endnu et strikkeprojekt gjort færdig. Denne gang er det en cardigan til lille Jens på 6 måneder.
Han har indtil nu brugt den brune uldcardigan, som jeg strikkede til ham før han blev født, men den er altså blevet alt alt for lille til den hurtigt voksende dreng. Så tiden  var virkelig inde til at få sat en ny cardigan/jakke på pindene.
Jeg har for første gang kastet mig ud i en cardigan med raglan, og det er bestemt ikke sidste gang. Der er godt nok lidt mærketråde der skal holdes styr på, men det var slet ikke så svært som jeg havde troet.

Opskriften var gratis og den har jeg fundet hos Garnstudio lige her. Jeg har for første gang også strikket trøjen op i helt det samme garn, som de har brugt i opskriften. Garnet har jeg bestilt på nettet, og jeg må indrømme, at jeg nok havde valgt en ensfarvet, hvis jeg havde set garnet i virkeligheden først, for jeg kan nemlig ikke helt forlige mig med, at fx ærmerne ikke er ens.
Cardiganen har fået gule knapper, det har min datter på 5 år bestemt, hun elsker nemlig at være med, når jeg laver kreative ting. Lille Jens er meget tilfreds med valget, og blev helt skeløjet, da han første gang fik trøjen på, fordi han lige skulle se hvad det var for noget gult der lyste op.


lørdag den 27. oktober 2012

Vendestrikket cardigan færdig

Den vendestrikkede citronfromagefarvede cardigan røg af pindene for nogle dage siden og nu er den helt færdig, det er en god fornemmelse, for jeg er meget tilfreds med resultatet.

 

Vendingerne er blevet fine og giver cardiganen et feminint udtryk.


Jeg var så heldig, at jeg i min knappesamling havde knapper, som lige præcis passede til den lille trøje.

 

Det er sjældent at man viser sit strikketøj fra bagsiden, men de fine vendinger skal lige vises frem.
Cardiganen er strikket i BabyMerino fra Drops farve 03 og mønsteret er fra Hanne Meedoms anden bog om vendestrik: 'Vendestrik #2'.

mandag den 22. oktober 2012

Om at farve tøj..

For længe siden besluttede jeg mig for at farve nogle af mine stofbleer brune, det har snart alt for længe bare været blevet ved tanken, men idag fik jeg indkøbt brun farve.
Udover at farve hvide stofbleer brune, havde jeg også et par fine strikbukser til den lille baby, som jeg har købt i genbrugsbutikken, som jeg også gerne ville farve, så de røg også i maskinen.
Bukserne var oprindeligt lysegule, og når min søn havde den på, mente de to store, at han havde bananben - jeg synes snarere, at han lignede en påskekylling. Så farvning måtte der til, for at redde et par super fine hjemmestrikkede bukser.
Da bukserne jo ikke er nogen jeg selv har strikket, vidste jeg ikke præcist hvad kvalitet garnet var i, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var 100% bomuld og derfor meget velegnet til farvning. Men jeg blev klogere.
Da bukserne kom ud af maskinen så de sådan her ud.


 

Det var bestemt ikke hvad jeg havde forventet, men ikke des jo mindre, er jeg meget tilfreds med resultatet.

 


Så nu skal lillebror ikke længere have bananben, men i stedet chokoladekage-med-kokos-ben. Mums!

fredag den 12. oktober 2012

Mere vendestrikket cardigan

Det går fremad med den den citronfromagefarvede vendestrikkede cardigan, nu mangler der kun et ærme og et forstykke. Jeg er virkelig tilfreds med resultatet indtil videre og glæder mig til at blive færdig, og til at give den til dens fremtidige 'ejerpige'.

 

God solskinsfredag til alle der læser med!

fredag den 5. oktober 2012

Citronfromagefarvet cardigan

De vendestrikkede bukser er røget af pindene, og bliver snarest vist frem på bloggen.
Et nyt vendestrikprojekt er blevet slået op på pindene, denne gang en sart lysegul cardigan i merinould. Her kan du se farve og model. Igen er det Meedom der ligger opskrift til.


 
 
 



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...