Viser opslag med etiketten Loppefund. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Loppefund. Vis alle opslag

torsdag den 9. marts 2017

Karklud færdig og forår i stuen

Min strikkede karklud er blevet færdig, du kan se den på vej(en) lige her. Det er faktisk lang tid siden den er blevet færdig, men I skal ikke snydes for et billede. Mønsteret var temmelig meget lige ud af landevejen, så det er et godt projekt, når man skal koncentrere sig om andre ting imens man strikker.
Karkluden er strikket i en rest bomuld. Karkludestrik er altså den bedste måde at få brugt sine bomuldsrester på.


Samtidig er der kommet forår i stuen og en lille blomst i min Willer keramik-dame. Hende har jeg vist frem før, det kan du se mere om her.


Hvert år køber jeg forårsbebudere til stuen, deres levetid er kort i den varme stue, men heldigvis kan de plantes ud i haven, så de kan nydes der år efter år.


fredag den 3. marts 2017

Ulla Lønow relief


Jeg har en mindre samling keramik-relieffer, som pynter huset inde og ude. Sidste nye til samlingen er et lille rundt relief af Ulla Lønow. Jeg kender ikke kunstneren, og lidt kommer frem når man søger efter hende på Google. Og relieffer fra hendes hånd, har jeg ikke kunnet finde flere af, men jeg er glad for min lille relief-frø.


Relieffet har en varm orange-gul glasur, som er virkelig lækker og ligner noget der er lige til at spise. Midten er prydet af en lille brun frø. Det lille frø-relief er sølle 9 cm i diameter, så det kan jo hænge hvor det skulle være. Pt har det fået plads i stuen sammen med et Ib Antoni tryk.


mandag den 30. januar 2017

Vintage mønstre fra STIL

Jeg har været heldig at finde flere vintagemønstre fra STIL. Du kan finde et indlæg om andre vintage mønstre lige her.

Det ene snitmønster er en ventekjole STIL 6084, det må nærmest med garanti være fra 70erne. Tjek lige den forreste kjole ud brun med store gule blomster! Det er super fint i snittet og kan syes med både langt, kort eller intet ærme.



Det andet mønster er STIL 7779, en lang kjole med store luftige ærmer, nok også fra 70erne. Afhængig af stofvalget, så synes jeg både det kan bruges til en festkjole eller en dejlig luftig sommerkjole.



Vintage patterns from STIL both from the 70s, the first is a maternity dress the second is a long summer or party dress.

mandag den 23. januar 2017

Erantis og forår på vej

I weekenden var jeg et smut i den lokale genbrug, jeg fandt en fin bog om havens blomster fra 1963. Fyldt med smukke og nøjagtige illustrationer i alfabetisk orden.
Hver side er et kunstværk og lige til at skære ud, sætte i ramme og hænge i stuen - hvis man altså nænner at ofre sådan en fin lille bog, jeg gør ikke.


Om lidt er det forår og tid til vintergækker og vibeæg.


Det er temmelig gråt derude, men hvis man kigge ned i skovbunden eller bare i havebedet, så kan man være heldig, at se tidelige tegn på forår. Under de brune blade og op fra den mørke jord, er små gule erantis på vej op, op til lyset.







fredag den 2. december 2016

Adventskrans i blå keramik


 Hvert år kommer den lille blå keramik adventskrans frem fra jule kassen. Den er ikke fra et kendt firma, eller designer, der står simpelthen bare "Italy" i bunden, men både glasur og mønster er simpelthen så fint.





 I stuen på skænken, har adventskransen i år fået plads ved siden af en gammel svensk papnisse, som jeg købte på et loppis i Sydsverige midt i sommerferien i år. Den har ligget og ventet og er nu kommet frem.

Desuden har den fået selskab af en dansk håndlavet trænisse designet af Anne-Beate, som jeg sidste år købte i den lokale genbrugsbutik.


På det sydsvenske loppis i sommer, fandt jeg også et gammelt skilt fra en svensk butik. "Julklappar för hela familjen", det er virkelig fint og festeligt. Og et skønt julebudskab de fleste kan forholde sig til.

lørdag den 13. februar 2016

Willer keramik

I dag på en lille tur i et par genbrugsbutikker fandt jeg et fint hoved af en dame. Hun er lavet af keramik og en grøn plante passer perfekt til hendes hoved.
Jeg udnyttede det dejlige solskinsvejr til at snuppe et par billede af hende. Solen gør altså glad.
Urtepotteskjuleren er lavet af Willer Keramik og er dejlig retro i både farve og udtryk. Jeg er især vild med hendes frikadelle-hår og overraskede udtryk.


lørdag den 13. april 2013

Sort Lotus




Min veninde har fået fingre i den skønneste sorte Lotus kande. Jeg har ikke set Lotus i sort før, men det er virkelig fint, grafisk og retro på samme tid.



God weekend derude!

søndag den 31. marts 2013

Når nu foråret skal hjælpes på vej

Foråret lader virkelig vente på sig i år. Jeg glæder mig til sol og varme og drømmer om en ferie til varme himmelstrøg. Men når hverken ferie eller varme sommerdage er lige om hjørnet, må man trøste sig med en tur i genbrugsbutikken.



Jeg kom heldigvis hjem med et lille stykke forår den anden dag, i skønne lysegrønne forårsfarver.

mandag den 18. marts 2013

Ny Fog og Mørup lampe

Jeg lider af en særlig trang til at købe lamper, jeg elsker at gå på jagt i støvede kasser på loppemarkeder og finde guld. Det betyder, at jeg har rigtig mange lamper, så hvis en lampe går i stykker, eller bare bliver kedelig at kigge på, så kan jeg altid finde et fint alternativ.
I en krog i stuen har der hængt 2 brune kuglelampe, den ene blev ved med at sprænge pærerne, så der måtte nyt lys til.


I kælderen dukkede der en skøn blå Fog og Mørup lampe op. Lampen er en del af regnbueserien, Rainbow Line. Den giver et virkelig blødt og rart lys.


Lampen hænger i selskab med en lille Fabuland sømandshvalros og lyser et hjørne af stuen op.

fredag den 1. marts 2013

Gul cykel og forår

Sikke en skøn forårsdag! Det er lige til at blive i sit bedste humør af. Sol og klart vejr, I love it!
For at invitere lidt forår ind i stuen, har jeg plantet en vintergæk i min vindueskarm.


Vintergækkerne har gravet op af græsplænen og cyklen har jeg købt i den lokale genbrug. Jeg kan tydeligt husker pyntecyklerne fra de glade 90'ere, de var nærmest i alle hjem da jeg var barn.


Håber at det giver lidt længere levetid til vintergækkerne, når de har lidt jord at stå i.

tirsdag den 12. februar 2013

Feriestemning

Der har vist været lidt feriestemning på bloggen. Jeg har ihvertfald ikke været så aktiv. Synes at vinteren trækker i langdrag, det er koldt og så sner det hele tiden. Jeg længes efter forår, med lys, sol og krokus i græsplænen.
I mens jeg venter med længsel, så har min mand fundet dagens loppe, nemlig et fint billede, med en pige, som lyder en drink i solen.




Jeg elsker den fine 70'er streg på billedet, og farverne er lige til at blive i før-forårshumør af.

søndag den 6. januar 2013

Kylle Rylle

Jeg har noget med gamle legetøjsdyr på hjul. Jeg er ihvertfald indehaver af tre styks nu, og bliver i så godt humør af at se på dem. Sidste anskaffelse er denne her kylling, som har et dejligt forbavset udtryk.



Den fine detalje ved netop det her trække-dyr er, at den har en gennemsigtig kugle som krop, som får de små forskelligfarvede bolde til at danse rundt, når man kører afsted med den.



søndag den 25. november 2012

Sengetøj med nisser

Helt inde bagved på hylden, helt der inde, hvor der ikke er mange der kigger, der fandt jeg et stykke guld!


Jeg fandt det her underskønne og meste fantasktiske babysengetøj. Jeg er helt solgt. Motivet med nisser og paddehatte er festeligt og den orange baggrundsfarve et noget af det fineste.
Sættet består af et babydynebetræk og 2 pudebetræk. Sættet er straks røget ind på top 3 over fine babysengesæt her i huset - glæder mig til det er vasket og bliver taget i brug.

onsdag den 7. november 2012

Ib Antoni vol. 2

Min lille samling består nu af 4 Ib Antoni platter. Jeg har hidtil kun haft 3, men nu ejer jeg også en blå med fisk.

 

Platten har jeg fået, det er jo herligt, når andre er på loppejagt og de tænker på en, fordi de ved man samler på en særlig ting.


Den blå fiskeplatte (altså en platte på væggen og ikke sådan en man kan få på restaurant) hænger nu sammen med de 3 andre og pryder min stue.

onsdag den 24. oktober 2012

Autentisk inka hønsestrik

Nogen gange er der langt imellem de rigtig god fund i genbrugsbutikkerne, men i dag fik jeg fine fine ting med hjem. Der var nemlig to styk hønsestrik på hylden. To fantastiske og hjemmestrikkede børneveste.


Vestene er meget autentiske med Inka-motiver og i flotte farver. Det er virkelig alt for sjældent man finder så fedt retro strik nogen steder, så jeg er meget glad og tilfreds.

Med hjem kom også et sæt sengetøj, med store orange og lyserøde blomster. Det har bestemt været en god loppedag.

torsdag den 18. oktober 2012

Staffordshire Krus

Der er kommet nye krus til min samling af Staffordshire. De andre kopper jeg har, er en lidt buttet model, de to nye krus er en helt almindelig størrelse. Ikke des jo mindre, er det super fine.


Begge er med blomster og med farver, som er lige til at blive glad af.
Mit skab bugner snart af krus, men når man har så mange forskellige, er det altså svært at beslutte sig for, hvilke nogen man skal skille sig af med, så indtil videre, er der bare godt fyldt op. Og jeg nyder, at have mange forskellige at vælge imellem.

søndag den 14. oktober 2012

Hvorfor strikke?

Jeg elsker at strikke! Og lige nu er listen med to-do-projekter lang. Der er simpelthen så mange ting, som jeg gerne vil have strikket til min dejlige lille dreng på snart 6 måneder, men tiden er knap med 3 børn. Jeg tager mig dog tid hver aften, men det gå ikke lige så stærkt som det plejer.

Derfor følte jeg mig meget heldig i dag, da jeg i min genbrugsbutik fandt to uldne stikveste. De kostede 5 kr og er stort set ubrugte, de ville vel have taget mig en uges tid at strikke og have kostet mig en del mere end 5 kr, bare i garn. Til den pris kan man jo stille sig selv spørgsmålet, hvorfor strikke? Så nu kan jeg strege strikveste fra listen og hoppe videre til næste projekt. Jeg har dog købt noget lækkert alpaca, som jeg har planer om at lave en vest af, men det projekt må vente lidt, for pludselig er manglen på veste ikke så stor.

 
Jeg har planer om at skifte knapperne i den ene vest, men nogen mere farverige af slagsen, så jeg ikke har to helt identiske veste.


 
Stoffet som vestene ligger på, kom også med hjem fra genbrugsbutikken, det er et juniorsengesæt med hjerter, det er virkelig fint, og min datter på 5år er heldigvis vild med det. Når hun vokser ud af juniordynen, har jeg tæmkt mig, at stoffet skal bruges til fine kreaprojekter.

onsdag den 10. oktober 2012

Flora vase af Bjørn Wiinblad

Man kan sagtens være heldig at finde Bjørn Wiinblad porcelæn i sin genbrugesbutik, jeg synes ofte jeg støder på især hans månedsplatter til en meget fornuftig pris, jeg har set dem helt ned til 5kr pr styk.
Jeg har desværre ikke plads til 12 månedsplatter, så jeg må nøjes med mindre.
For få uger siden var jeg så heldig at finde denne fine Flora-vase, den var dyrere end en platte, men også meget mere brugbar i mit hjem.
'
 
Vasen er ikke så stor, på størrelse med et kaffekrus, så den passer perfekt til en lille buket af havens blomster, når det altså er sæson for det. Og ellers er den jo fyldt med Flora i sig selv, så den er også fin uden indhold, derfor står den altid fremme.
 

onsdag den 19. september 2012

Endnu en kop til stellet


Idag kom der en ny kop med hjem fra genbrugsbutikken. Jeg tænker at den passer perfekt sammen med resten af mit blå stel, som i forvejen ikke er ens, men dog har det til fælles, at det er blåt. Du kan læse mit indlæg om det blå stel her! hvor 2 bliver til 1.


 
Koppen og underkoppen er fra Kahla og har det fineste blå og grønne blomstermotiv.

 

Nu har jeg snart kopper nok til at dække et ganske stort kaffebord - så mangler jeg bare at brygge kaffen og bage kagerne!

søndag den 2. september 2012

Når kælderen gemmer på Lotus

I sidste uge havde vi huset fuld af mange dejlige gæster, derfor måtte vi i kælderen og hente flere tallerkner for at have nok til alle i  vores køkkenskab.
Min mand hentede en stak op, og midt i mændgen dukker der fire flade og fire dybe Lotus tallerkner fra Lyngby Porcelæn op.


Jeg må indrømme, at jeg ikke anede at vi ejede Lotus-tallerkner og kan ikke huske hvor vi har dem fra - men det var bestemt en fin lille overraskelse.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...