Viser opslag med etiketten bomuld. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bomuld. Vis alle opslag

torsdag den 9. marts 2017

Karklud færdig og forår i stuen

Min strikkede karklud er blevet færdig, du kan se den på vej(en) lige her. Det er faktisk lang tid siden den er blevet færdig, men I skal ikke snydes for et billede. Mønsteret var temmelig meget lige ud af landevejen, så det er et godt projekt, når man skal koncentrere sig om andre ting imens man strikker.
Karkluden er strikket i en rest bomuld. Karkludestrik er altså den bedste måde at få brugt sine bomuldsrester på.


Samtidig er der kommet forår i stuen og en lille blomst i min Willer keramik-dame. Hende har jeg vist frem før, det kan du se mere om her.


Hvert år køber jeg forårsbebudere til stuen, deres levetid er kort i den varme stue, men heldigvis kan de plantes ud i haven, så de kan nydes der år efter år.


mandag den 21. november 2016

Strik på vej(en)

I weekenden var bilen proppet og vi kørte på familiebesøg i det nordlige Sjælland.
På lange bilture har jeg altid et lille strikketøj ved hånden, og i perioder, hvor vi kører langt, så ligger der altid garn og pinde i handskerummet. Heldigvis er min mand villig til at køre bilen. Så tager jeg mig af børn og strikketøj.


Turen var så smuk, med sol og nøgne træer!

søndag den 13. november 2016

Karklud i tern med opskrift


Endnu en karklud er på pindene, denne gang en julegave. Tænker at det lige må være sagen og noget alle kan bruge, og samtidig en meget personlig ting at give.
Opskriften er simpel og lige ud af mit hoved. 

Jeg har brugt bomuldsgarn beregnet til pind 2,5, men for at gøre kluden luftigere, så den ikke bliver så tung, når den er våd, så er den strikket på pind 3, det synes jeg giver det bedste resultat, men prøv dig lidt frem, alle strikker jo forskelligt.

Sådan har jeg gjort:

Jeg har slået 60 masker op, strikket 6 pinde ret. Derefter mønster, som er, 3 kantmasker, som er ret på alle pinde, både i starten og slutningen af pinden. 
3 ret og 3 vrang i alt på 3 pinde, derefter forskudt, så pinden kommer til at hedde, 3 vrang og 3 ret, i alt osv. indtil den ønskede længde er nået.  Til sidst 6 pinde ret og aflukning i ret.

Hvis du vi se flere opskrifter på karklude eller søger kludeinspiration, så kig her for simpelt snoningsmønster eller her for fletmønster


Morgenkaffe og strik er altså den bedste start på dagen.

onsdag den 9. november 2016

Strikket flag til jul

Et lille hurtigt og hyggeligt projekt, er at strikke små flag af dine røde garnrester.
Jeg har strikket mit flag på pind 2,5 og slået 15 masker op. Flaget er pyntet med en rest bomuldsblondebånd, som jeg har syet på i hånden.
God snevejrsdag derude!

torsdag den 29. september 2016

Strikket karklud i flet

Gul gør glad, så jeg strikker en karklud der kan lyse op, når de mørke måneder kommer snigende.
Ideen med mønsteret på denne karklud er, at det er ens på begge sider. For at strikke karkluden, skal du kunne strikke ret og vrang, slå masker op og lukke af

Har du også lyst til at kaste dig ud i mit flettemønster, så komme opskriften her:
Slå 62 masker op på pind 2,5 (første og sidste maske er en kantmaske, som altid strikkes ret).
Start med at lave en fin kant, og strik rib, 1 ret og 1 vrang på de første 2 pinde.
Så begynder mønsteret.
1, 5, og 9. (retsiden): 1 kantmaske i ret, *2 vrang, 2 ret, 2 vrang, 2 ret, 2 vrang, 10 ret* gentag og slut med en kantmaske i ret.
Pind 2 og alle andre vrangpinde: 1 kantmaske i ret, og så strikker du ret over ret og vrang over vrang, som maskerne viser og slutter af med en kantmaske i ret.
3 og 7: 1 kantmaske i ret, *2 vrang, 2 ret, 2 vrang, 2 ret, 12 vrang* gentag of slut med en kantmaske i ret.
11, 15 og 19.: 1 kantmaske i ret, *10 ret, 2 vrang, 2 ret, 2 vrang, 2 ret, 2 vrang* gentag og slut med en kantmaske i ret.
13 og 17.: 1 kantmaske i ret, *12 vrang, 2 ret, 2 vrang, 2 ret, 2 vrang* gentag og slut med en kantmaske i ret.

Gentag pind 1-20 til karkluden har den ønskede størelse. Slut af med 2 pinde rib og aflukning i rib.

fredag den 22. april 2016

Opskrift på strikket karklud

Jeg øver mig i nye teknikker, denne gang små bitte snoninger. Det er nemmere end jeg havde regnet med. Min lille øve-klud skal blive til en karklud.
Hvis du også vil strikke dine egne karklude, så kan du gøre lige som mig.
Jeg har slået 60 masker op på pind 3 i bomuldsgarn og så strikker jeg bare derud ad, med den teknik jeg nu har lyst til. Det kunne i princippet bare være retstrik eller perlestrik. Så lukker jeg af, når kluden har den ønskede størrelse.


Vejret er så smukt og skønt i dag. Så jeg har siddet udenfor midt imellem forårsblomster og krukker med kaffe og strikketøj, det er ren terapi!

mandag den 7. marts 2016

Hæklede madder

Jeg har snydt lidt, for de her madder har jeg ikke lavet selv, jeg er og bliver en strikker, og jeg hækler nærmest kun, hvis der skal hækles en kant rundt på noget af det jeg har strikket.




I nogen genbrugsbutikker sælger de ikke bare brugte ting. Man kan også være heldig at finde hjemmelavet håndarbejde, som kyndige og frivillige hænder har fremstillet.
På en ferie et sted i Danmark fandt jeg en genbrugsbutik der solgte hæklede madder. Da jeg selv fortrækker at strikke, så er det perfekt at finde fine hæklede sager til en fornuftig pris (under 20kr stykket).
Jeg har googlet mig lidt rundt på nettet, og fandt frem til en hjemmeside der deler opskrifter på hæklede håndmadder gratis, du kan finde opskrifter på forskellige madder lige her og sikkert også flere steder på nettet.
Det er en genial måde at bruge sine rester på, og så vil det være en fin gave, hvis man er så heldig at være inviteret til fødselsdag hos en der elsker at lege med mad.

Spegepølse med remo, rullepølse med løg, æg og tomat eller kødpølse med agurk, lige til at hapse!

tirsdag den 23. februar 2016

Gobelinstrik

Jeg er kastet mig ud i kunsten at strikke gobelin.
Teknikken åbner op for en masse nye muligheder, og jeg freestyler mig igennem et mønster, der minder mig om noget, jeg som barn vævede på en klassisk rammevæv. Jeg elsker det og skal helt klart gobelinstrikke meget mere i fremtiden.
Her kan du se både forside og bagside af mit første forsøg på gobelin.


Gobelin kan du lære at strikke ved at se denne her video, hvor det lynhurtig forklares hvordan man gør. Har man bruge for mere vejleding er Youtube en guldgrube.

fredag den 19. februar 2016

Vendestrikkede firkanter

En god måde at få brugt sine rester er, at strikke vendestrikkede firkanter.

Jeg har fundet opskriften i Meedoms bog, 'Vendestrik i lange baner'. Du kan jo låne bogen på biblioteket, hvis du skulle have lyst til at prøve teknikken. Det er rigtig sjovt, når man først har fanget systemet.
Jeg tror mine lapper skal blive til et pudebetræk til sofaen.

I øvrigt kan jeg varmt anbefale vendestrik, jeg er i hvert fald vild med teknikken. Og hvis du kigger dig lidt omkring på bloggen, kan du se, at jeg både har strikket bukser og bluser i vendestrik.


fredag den 5. februar 2016

Endnu en DIY stempelkandevarmer i genbrug

Jeg har tidligere vist den stempelkandevarmer, som jeg fik lavet af en lap fra et hæklet kludetæppe jeg fandt i genbrug.
Der er jo mange lapper på sådan et kludetæppe, så jeg kunne ikke lade være med at lave en varmer mere. Denne gang til den helt lille model af Bodums stempelkanden.

Lappen var lidt større end kanden, men det var ikke noget problem, jeg har ganske enkelt sat en knap midt bag på kanden, og så passer knappen lige så fint i størrelsen til hullerne i det hæklede mønster.


Her er begge kander, den til venstre er den mindste Bodum, den til højre er størrelsen større, den der er lille og buttet. Du kan læse og se mere til den orange/røde her!


søndag den 31. januar 2016

Stempelkandevarmer af genbrug DIY

Jeg har lavet en fin orange-rød varmer til min stempelkande af en firkant fra et gammelt kludetæppe og en trøje købt i genbrugsbutikken. Det var virkelig simpelt, så her kommer en lille DIY på hvordan jeg gjorde.

Kludetæppet var stort og samlet af en masse forskelligfarvede firkanter. Jeg skilte det ad foldede lappen på midten og gav den en ordentlig omgang med dampstrygejernet. 
Derefter pillede jeg tre knapper af trøjen, som var de fineste små hæklede nogen af slagsen. 
Knapperne blev placeret så de passede til kandens hank og derefter syede jeg rundt i kanten, så lappen forblev foldet. Derefter tog jeg en rest elastik og syede øjer som passede til knapperne.


Og om lidt er kaffen klar.

Opdateringen: Jeg har lavet endnu en stempelkandevarmer af en lap fra kludetæppet, du kan se den lige her!

søndag den 31. marts 2013

Når nu foråret skal hjælpes på vej

Foråret lader virkelig vente på sig i år. Jeg glæder mig til sol og varme og drømmer om en ferie til varme himmelstrøg. Men når hverken ferie eller varme sommerdage er lige om hjørnet, må man trøste sig med en tur i genbrugsbutikken.



Jeg kom heldigvis hjem med et lille stykke forår den anden dag, i skønne lysegrønne forårsfarver.

søndag den 25. november 2012

Sengetøj med nisser

Helt inde bagved på hylden, helt der inde, hvor der ikke er mange der kigger, der fandt jeg et stykke guld!


Jeg fandt det her underskønne og meste fantasktiske babysengetøj. Jeg er helt solgt. Motivet med nisser og paddehatte er festeligt og den orange baggrundsfarve et noget af det fineste.
Sættet består af et babydynebetræk og 2 pudebetræk. Sættet er straks røget ind på top 3 over fine babysengesæt her i huset - glæder mig til det er vasket og bliver taget i brug.

søndag den 16. september 2012

Hæklet suttesnor

Jeg havde brug for et lille hyggeligt og overskueligt lørdagsprojekt. Derfor hæklede jeg en brun og orange suttesnor til min lille babydreng.


Jeg har gang i forskellige store strikkeprojekter, som jeg synes snart er ved at trække i langdrag, derfor havde jeg brug for at lave en ting, som hurtlig blev færdig, og det må man sige en suttesnor gør.
Jeg har også fået købt fine mærker til at sætte på mine kreating, så man kan se hvem der har lavet dem.

torsdag den 26. juli 2012

Der hækles

Jeg er jo en af de der strikkedamer, jeg elsker at strikke, for det kan jeg ofte gøre imens jeg kan fører en samtale eller se fjernsyn. Jeg har ind imellem hæklet af nød, hvis mit strikketøj har skulle have en fin kant, men ellers har jeg holdt mig til strikkerierne. Men nu måtte det være!
Jeg er startet med små enkle projekter, for det er sjovt, når tingene bliver færdige i en fart. Jeg har hæklet 2 suttekæder og er lige nu ved at være færdig med en savlesmæk.




Af en næsten nybegynder at være, synes jeg faktisk det går meget godt.

fredag den 1. juni 2012

Opråb!

Jeg er vild med blød strækfrotté! Jeg synes der bliver lavet alt for lidt nyt børnetøj i dette skønne bløde materiale. Det er lige som om, at velour de sidste mange år har siddet tungt på tronen når det gælder bløde stoffer.
Jeg har ofte søgt efter strækfrotté i både fysiske og i internetbutikker, men det er næsten umuligt at opstøve. Almindelig håndklædefrotté er nemt at få fat i, men der dur ikke til et par bløde babybukser.

Der var en gang, hvor frotté var et yndet materiale. Og man kan være heldig at finde fint frottétøj i genbrugsbutikker. Jeg har været så heldig at finde denne skønne røde sommerdragt, som er af mærket Irma.



Dragten har hvide tittekanter og en lille nysgerrig frottémus på brystet.



Lad dette være et lille opråb til stofbutikker, stofproducenter og børnetøjsfirmaer om, at få noget mere skøn og retro strækfrotté ind i sortimentet!

lørdag den 26. maj 2012

Babysager fra en svunden tid

I dag har jeg for første gang siden lillebror er kommet til verden været en tur i den lokale genbrug. Her fandt jeg de fineste sommer-herligheder til den lille.

En fin sommerbody med striber og et lækkert snit.
Underbukser og undertrøje med kløvere, fra før der var noget der hed Holly's og der bare fandtes babytøj med kløvere som motiv.



En tur i vaskemaskinen og det er klar til at blive brugt at endnu en baby.

torsdag den 19. april 2012

Hønsestrikket vest med kløvere færdig

Det er ved at være lidt tid siden at jeg blev færdig med at hønsestrikke denne vest med kløvere.Da kløverne er et temmelig stort motiv, har der ikke været plads til så mange andre mønstre, mest bare "free style" hønsestrikning af forskellige mønstre.


Vesten er strikket i bomuld på pind 4 og ved skuldrene har den fået mørkeblå knapper.
Du kan se vesten undervejs her!




lørdag den 14. april 2012

Strik til lillebror


Jeg har i den seneste tid fået strikket en hel del til lillebror, der er både veste og trøjer, og det er altså noget særligt, når man selv har strikket hver eneste maske, og ved hvor de små skønshedsfejl er.


Jeg har strikket flere modeller babyveste.


Og et par trøjer - både i uld og bomuld.

Da baby gerne skulle komme til verden først i maj, er det meste af mit strik i bomuld, selv om jeg foretrækker at strikke i uld, da både udtryk og elasticitet bliver langt bedre efter min smag.

søndag den 8. april 2012

Strikket raglan endelig færdig!

Midt i en oprydning i mit garn, fandt jeg et ufærdigt strikkeprojekt. Det var så langt undervejs, at det kun har taget mig et par timer at færdiggøre det, så det var temmelig fjollet at det bare lå i strikkekurven med en masse løse garnender og ingen ærmer.
Resultatet er blevet en fin kortærmet bluse eller undertrøje, som jeg har tænkt mig at bruge som vest til den lille baby.


Den gule farve er virkelig påskegul, så det passer jo ganske godt med, at det er blevet strikket færdig i påskeferien.
Jeg har tidligere skrevet om det gule strikkeprojekt her! Og kan se at strikketøjet har ligget temmelig længe i kurven. Det er en skøn følelse når tingene bliver gjort færdige og klar til brug.

Til sidst lige et par forårsblomster fra haven, bare fordi, jeg bliver i så godt humør af at se på alle de spirrende planter. Begge blomster står foran mit køkken vindue, så de bliver beundret flere gange dagligt.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...