Viser opslag med etiketten madpakke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten madpakke. Vis alle opslag

mandag den 7. marts 2016

Hæklede madder

Jeg har snydt lidt, for de her madder har jeg ikke lavet selv, jeg er og bliver en strikker, og jeg hækler nærmest kun, hvis der skal hækles en kant rundt på noget af det jeg har strikket.




I nogen genbrugsbutikker sælger de ikke bare brugte ting. Man kan også være heldig at finde hjemmelavet håndarbejde, som kyndige og frivillige hænder har fremstillet.
På en ferie et sted i Danmark fandt jeg en genbrugsbutik der solgte hæklede madder. Da jeg selv fortrækker at strikke, så er det perfekt at finde fine hæklede sager til en fornuftig pris (under 20kr stykket).
Jeg har googlet mig lidt rundt på nettet, og fandt frem til en hjemmeside der deler opskrifter på hæklede håndmadder gratis, du kan finde opskrifter på forskellige madder lige her og sikkert også flere steder på nettet.
Det er en genial måde at bruge sine rester på, og så vil det være en fin gave, hvis man er så heldig at være inviteret til fødselsdag hos en der elsker at lege med mad.

Spegepølse med remo, rullepølse med løg, æg og tomat eller kødpølse med agurk, lige til at hapse!

lørdag den 13. februar 2016

Opskrift på rugbrød

Jeg har afprøvet mange opskrifter på rugbrød, og i mange år bagte jeg altid med surdej. Men jeg kørte lidt surt i det, og ungerne synes det hjemmebagte brød smuldrede i madpakken, så det blev sat på pause. Af samme grund døde surdejen.
Men for et par uger siden stod jeg, og havde vildt meget lyst til hjemmebagt rugbrød, og der var ingen surdej i køleskabet. Derfor kastede jeg mig ud i et forsøg med en opskrift med gær og som ikke skulle hæve i et helt døgn, og det blev et super godt resultat. Jeg har bagt det lige siden, så opskriften er godt gennemtestet.
Her får du min opskrift på rugbrød, uden surdej og med gær. Og så kan du spise brødet samme dag, som du bager det.


Du skal bruge:

8 dl koldt vand
20 g gær
1 spsk salt
1,5 dl knækkede rugkerner
1,5 dl blandede kerner efter eget valg (hørfrø, solsikkefrø, græskarkerner, sesamfrø eller birkes)
300 g rugmel
700 g speltmel



Sådan gør du:

Opløs gæret i vandet og tilsæt salt. Tilsæt rugkerner og de andre kerner. Rør rugmel i dejen. Brug røremaskine hvis du har sådan en. Tilsæt speltmel til dejen og rør til dejen er sammenhængene og klistret.
Lad dejen hæve i mindst 5-8 timer i skålen, med et viskestykke over ved stuetemperatur.
Hæld dejen i en rugbrødsform. Glat toppen af dejen godt med en fugtig grydeske eller dejskraber. Lad den efterhæve en time. Tænd ovnen på 250grader. Prik brødet med en gaffel.
Sæt det på nederste rille i ovenen og bag det i 30 min ved 250grader. Skru ned til 225grader og bag det i yderligere 30min. Sluk oven, tag brødet ud af formen og læg det på en rist med bunden op ad. Sæt det midt i ovnen og giv det 20 min i den slukkede ovn. Så bliver det spødt hele vejen rundt.




mandag den 1. februar 2016

Grove boller med æble

På en regnvåd mandag i februar skal der boller til.

Jeg har bagt grove boller med revet æble i, her kommer der en opskrift. Ungerne elsker dem og de mætter godt.



Til 12 stk. skal du bruge:

25g gær
1 dl lunken vand
1 dl surmælksprodukt (fx skyr, yoghurt eller kærnemælk)
1 spsk olie
1/2 tsk kanel
1/2 tsk kardemomme
Lidt salt
1 æg
1 stort revet æble
1 dl groft mel (fx grahamsmel eller havregryn)
5 dl hvedemel (evt groft hvedemel)

Sådan gør du:

Opløs gæren i lunken vand, tilsæt surmælksprodukt, salt og olie. Tilsæt resten af ingredienserne, men hold lidt hvedemel tilbage, og tilsæt mere hvis dejen klæber for meget. Rør godt, gerne i en røremaskine.
Lad dejen hæve et lunt sted i 30 min. Form derefter til 12 boller, som fordeles på en plade med bagepapir.
Bollerne skal efterhæve i 30 min. Og pensles med æg eller mælk. Jeg eksperimenterede med at strø perlesukker på nogen af bollerne, det kunne børnene godt lide!
Derefter bages de ved 200 grader i ca 20 min.

Det kan anbefales at spise dem lune med smør!

tirsdag den 20. december 2011

Syltede rødbeder

Jeg har syltet rødbeder til alle de julefrokoster vi skal til. Jeg synes det er en fornøjelse at sylte, det er nemt, det er billigt og det er hyggeligt.


Måske har du også fået lyst til at sylte rødbeder? Her kommer min opskrift.

Syltede rødbeder a la Primula:

Du skal bruge:
•1 kg rødbeder
•1/2 l lagereddike
•Syltekrydderier (jeg har brugt peber, sennepsfrø, stjerneanis, nelliker og mild tørret chili - kun fantasien sætter grænser, se hvad du har i skuffen)
•1/2 tsk Atamon (konserveringsmiddel)

Sådan gør du:
Kog rødbederne i vand i 1t. Derefter skal du have skrællen af, jeg bruger en lille grønsagskniv til at skrabe den af. Skær rødbederne i skiver og læg dem i rene skoldede glas.
Kog eddike med sukker og krydderier. Sluk og tilsæt Atamon.
Hæld lagen over rødbederne og sæt straks låg på.
Rødbederne er klar til spisning efter et par dage.


Det lyse i mine rødbeder er en slags rødbeder der er stribede, de smager som de andre, men er lidt sjovere at se på.
Brug bare de almindelige rødbeder, gerne de aflange, for de er nemme at skære og skiverne passer i størrelsen.

onsdag den 17. august 2011

Av! Det er brombærtid

I nattens mulm og mørke var jeg ude i haven med lommelygte, for at plukke brombær til børnenes madpakker. Det resulterede i en meget blå tå, idet jeg stødte den ind i en havestol, som NOGEN havde sat midt på græsplænen lige ved brombærbedet. Jeg håber virkelig, at børnene bliver glade for den lille overraskelse i madpakken. Og så prøver jeg at huske ikke at plukke brombær i mørke en anden gang.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...