Viser opslag med etiketten legetøj. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten legetøj. Vis alle opslag

mandag den 7. marts 2016

Hæklede madder

Jeg har snydt lidt, for de her madder har jeg ikke lavet selv, jeg er og bliver en strikker, og jeg hækler nærmest kun, hvis der skal hækles en kant rundt på noget af det jeg har strikket.




I nogen genbrugsbutikker sælger de ikke bare brugte ting. Man kan også være heldig at finde hjemmelavet håndarbejde, som kyndige og frivillige hænder har fremstillet.
På en ferie et sted i Danmark fandt jeg en genbrugsbutik der solgte hæklede madder. Da jeg selv fortrækker at strikke, så er det perfekt at finde fine hæklede sager til en fornuftig pris (under 20kr stykket).
Jeg har googlet mig lidt rundt på nettet, og fandt frem til en hjemmeside der deler opskrifter på hæklede håndmadder gratis, du kan finde opskrifter på forskellige madder lige her og sikkert også flere steder på nettet.
Det er en genial måde at bruge sine rester på, og så vil det være en fin gave, hvis man er så heldig at være inviteret til fødselsdag hos en der elsker at lege med mad.

Spegepølse med remo, rullepølse med løg, æg og tomat eller kødpølse med agurk, lige til at hapse!

fredag den 5. april 2013

3 stribede pandaer er flyttet ind






Der er kommet flere medlemmer til vores lille samling af bObles dyr. Det er virkelig gået op for mig, hvor genialt legetøjet er til børn i alle aldre.
Sidst indkøbt er en multistribet serie af runde 'skamler' som bObles har lavet i samarbejde med WWF.




Skamlerne findes i 3 højder og hver størrelse repræsenterer et kontinent. Den lille er Arktis, den mellem er Afrika og den store er Asien. De har alle forskellige farvekombinationer. Mit retrohjerte er særlig forelsket i Afrika, som har fine jordfarver sammensat med grøn.




Siden vi har fået de nye bObles er der blevet stablet, trillet, hoppet, hygget og tumlet til den store guldmedalje.
Min søn på snart 8 år synes det er sjovt at sætte alle 3 skamler ovenpå hinanden og så sidde og læse i Anders And på toppen.




Min datter på 5 år laver forhindringsbaner med alle vores bObles, som både voksne og børn skal klare på tid.




Min lille dreng på 11 måneder stiller sig op af tumledyrene eller kravler over dem. Så alle har virkelig glæde af dem.





søndag den 6. januar 2013

Kylle Rylle

Jeg har noget med gamle legetøjsdyr på hjul. Jeg er ihvertfald indehaver af tre styks nu, og bliver i så godt humør af at se på dem. Sidste anskaffelse er denne her kylling, som har et dejligt forbavset udtryk.



Den fine detalje ved netop det her trække-dyr er, at den har en gennemsigtig kugle som krop, som får de små forskelligfarvede bolde til at danse rundt, når man kører afsted med den.



fredag den 6. april 2012

Øreringe lige til at klistre på

Da jeg var barn for 20 år siden måtte jeg, forståeligt nok, ikke få huller i ørerne. Derfor købte min mor øreringe, som kunne klistres på. Jeg var lykkelig for dem, og glæden var stor, da jeg i sidste uge i HM fandt selv samme slags klisterøreringe. Dog ikke til mig selv denne gang, da jeg har fået lavet huller i ørerne efter lange overvejelser da jeg var 18 år, men til min datter på snart 5 år.


Min datter kan bruge lang tid på at vælge hvilket par hun lige netop skal have på i dag. Hendes begejstring er vist lige så stor, som min var for 20 år siden.

fredag den 3. februar 2012

Doozerne

Jeg synes Doozerne fra Fragglerne fortjener en lille hyldest. Hvis du ikke helt kan huske hvad Doozerne er, så er det de små væsner som lever i Fragglernes huler og nonstop arbejder med at bygge tårne, som Fragglerne spiser. Materialet som Doozerne bygger tårne af, er lavet af radiser fra de onde Gorgers have.

Jeg har været så heldig at finde denne her Doozer i genbrug, som skal trækkes op i siden og så gå lystigt derud af.


Og så er der Doozeren, som tager en velfortjent kaffepause, efter at have bygget en masse tårne. Denne figur er i samme materiale som de klassiske Smølfer.
Begge Doozere har en fin plads i vores køkken. De hårdt arbejdende Doozere fortjener en fremtræden plads.

onsdag den 1. februar 2012

Smølferne

Jeg har fundet lidt nostalgi på en af mine loppejagter. Jeg har købt den fineste spilledåse fyldt med glade Smølfer. Den er virkelig gammel, men i rigtig god stand. Den virker perfekt og har ikke store ridser.



Motiverne på spilledåsen er sjove, særligt fordi de har små hyggelige skønhedsfejl. For eksempel har Smølfen i nederste hjørne en ikke så smølfeagtig næse, og så er den lyseblå?? Det giver spilledåsen ekstra charme, at den ikke er perfekt.
Masser af glade Smølfer.

lørdag den 28. januar 2012

Bo Bedre's

Jeg har lige fået ryddet ud på mine boghylder, og de fineste og sjove ting er dukket op. Jeg har fået samlet 5 stk Bo Bedre's bøger i tidens løb.


Bøgerne er fyldt med gode ideer og sjove billeder fra en svunden tid, jeg elsker at kigge i dem, det er lige til at blive i godt humør af.


Hvad med for eksempel at blive din egen indretningsarkitekt? Med gode fif til hvordan du får den rigtige belysning eller udnytter pladsen bedst muligt.


Sidder og sukker over alle de fede lamper det søde par kigger og peger på.



Børnenes idébog er jo nærmest en klassiker i blogland, særligt den søde og søvninge soveand synes jeg man møder tit. Men bogen indeholder også andre fine ideer, for eksempel kan man lave mad eller en lille by af gips.

lørdag den 31. december 2011

Kender du 'Muldvarpen'?

Hjemme hos os er vi vilde med 'Muldvarpen'. Du kender sikkert de fine tegneserier som er vist i TV.




Farverne og figurerne er glade og meget retro.
Her er et billede af en bog som vi for flere år siden købte i Prag, derfor er en på originalsproget.



Godt nytår til alle.

tirsdag den 30. august 2011

Babylopper

På vej hjem fra arbejde stoppede jeg ved en genbrug. Jeg ledte i virkeligheden efter et sæt ekstra regntøj til min søn, men det endte med at jeg kom hjem med lidt babylopper i stedet. Heldigvis har min veninde en lille pige, som kan få glæde af de fine ting.

Dagens bedste fund må være den lille legeelefant. Tror den får plads på en hylde i gæsteværelset. Synes designet er så fint.




Det blev til 2 funky 80'er natdragter med fødder.




Desuden blev det til juniorsengetøj med Rasumus Klump, alle på matriklen holder af den lille fyr, som elsker pandekager (sådan en trang til pandekager, er jo til at forstå).
Synes også at Pildskaden og Gøje er sådan nogen fine og sjove figurer.




fredag den 26. august 2011

Hvorfor uglen i hulen?




På min venindes hylde bor der en ugle, den er købt fra helt ny og den er fra Brio. Den er simpelthen så fin.



Den står på en hylde, så den fint kan skue ud over hele stuen.

fredag den 12. august 2011

Dukkevogn

Jeg fandt den her dukkevogn i genbrugsbutikken for et par dage siden. JEG måtte bare eje den, min datters kommentar var "hvem er den til? For jeg leger ikke med dukker". Jeg håber dog alligevel at den kommer ud og trille et par ture, måske med en bamse som passager.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...