Viser opslag med etiketten opskrift. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten opskrift. Vis alle opslag

mandag den 6. marts 2017

Luftig sweater på pindene

Det er lang tid siden, at jeg har vist hvad der er på pindene. Et af mine projekter, er en luftig mohair sweater fra Pickles. Opskriften har jeg fundet i "Maries ideer" nr. 2 2016. Jeg forestiler mig, at den er perfekt til både forår og lune sommeraftener.


Jeg strikker i Drops Kid-silk mohair med dobbelt garn, fordi jeg havde nøglerne på lager. Farverne driller mig lidt på billederne, men det kommer nærmest på første billede. En flaskegrøn som gør mig i godt humør, som samtidig er praktisk og kan gå til det hele.


Sweateren har et fint rundt bærestykke, med et enkelt hulmønster.

torsdag den 22. december 2016

Nemt pandebånd i flet

En af de hjemmelavede julegaver i år, er et chunky pandebånd, som en af damerne i familien skal have. Det er strikket på pind 10 og er derfor meget hurtigt at strikke. Så du kan lige nå det endnu, hvis du har garn og pinde liggende. 


Pandebåndet har en utrolig god pasform, så der er alt mulig god grund til at komme i gang med at strikke det.
Har du fået lyst til at lave et nemt, hurtigt og lunt pandebånd i flet, så kan du finde en gratis opskrift lige her! Den eneste ændring jeg har lavet er, at sy pandebåndet sammen til sidst i stedet for at sy knappet i.


søndag den 13. november 2016

Karklud i tern med opskrift


Endnu en karklud er på pindene, denne gang en julegave. Tænker at det lige må være sagen og noget alle kan bruge, og samtidig en meget personlig ting at give.
Opskriften er simpel og lige ud af mit hoved. 

Jeg har brugt bomuldsgarn beregnet til pind 2,5, men for at gøre kluden luftigere, så den ikke bliver så tung, når den er våd, så er den strikket på pind 3, det synes jeg giver det bedste resultat, men prøv dig lidt frem, alle strikker jo forskelligt.

Sådan har jeg gjort:

Jeg har slået 60 masker op, strikket 6 pinde ret. Derefter mønster, som er, 3 kantmasker, som er ret på alle pinde, både i starten og slutningen af pinden. 
3 ret og 3 vrang i alt på 3 pinde, derefter forskudt, så pinden kommer til at hedde, 3 vrang og 3 ret, i alt osv. indtil den ønskede længde er nået.  Til sidst 6 pinde ret og aflukning i ret.

Hvis du vi se flere opskrifter på karklude eller søger kludeinspiration, så kig her for simpelt snoningsmønster eller her for fletmønster


Morgenkaffe og strik er altså den bedste start på dagen.

onsdag den 9. november 2016

Strikket flag til jul

Et lille hurtigt og hyggeligt projekt, er at strikke små flag af dine røde garnrester.
Jeg har strikket mit flag på pind 2,5 og slået 15 masker op. Flaget er pyntet med en rest bomuldsblondebånd, som jeg har syet på i hånden.
God snevejrsdag derude!

torsdag den 29. september 2016

Strikket karklud i flet

Gul gør glad, så jeg strikker en karklud der kan lyse op, når de mørke måneder kommer snigende.
Ideen med mønsteret på denne karklud er, at det er ens på begge sider. For at strikke karkluden, skal du kunne strikke ret og vrang, slå masker op og lukke af

Har du også lyst til at kaste dig ud i mit flettemønster, så komme opskriften her:
Slå 62 masker op på pind 2,5 (første og sidste maske er en kantmaske, som altid strikkes ret).
Start med at lave en fin kant, og strik rib, 1 ret og 1 vrang på de første 2 pinde.
Så begynder mønsteret.
1, 5, og 9. (retsiden): 1 kantmaske i ret, *2 vrang, 2 ret, 2 vrang, 2 ret, 2 vrang, 10 ret* gentag og slut med en kantmaske i ret.
Pind 2 og alle andre vrangpinde: 1 kantmaske i ret, og så strikker du ret over ret og vrang over vrang, som maskerne viser og slutter af med en kantmaske i ret.
3 og 7: 1 kantmaske i ret, *2 vrang, 2 ret, 2 vrang, 2 ret, 12 vrang* gentag of slut med en kantmaske i ret.
11, 15 og 19.: 1 kantmaske i ret, *10 ret, 2 vrang, 2 ret, 2 vrang, 2 ret, 2 vrang* gentag og slut med en kantmaske i ret.
13 og 17.: 1 kantmaske i ret, *12 vrang, 2 ret, 2 vrang, 2 ret, 2 vrang* gentag og slut med en kantmaske i ret.

Gentag pind 1-20 til karkluden har den ønskede størelse. Slut af med 2 pinde rib og aflukning i rib.

fredag den 6. maj 2016

Opskrift på hjemmelavet rabarbersaft

År efter år laver jeg rabarbersaft, for jeg har så mange rabarber i haven, og selv om jeg deler ud til højre og venstre, er der stadigvæk mange. 
Det er nemt og hyggeligt at lave rabarbersaft, især sammen med børn, her kommer min nemme opskrift på den dejligste lyserøde saft.

Du skal bruge:
500 g rabarber 
Saften af 1 citron 
1 l vand 

250 g rørsukker  
Evt Atamon, hvis saften skal gemmes i længere tid.

Skær rabarberne i skiver og kom dem i en gryde, tilsæt sukker, citronsaft og vand. Lad det koge til rabarberne er møre, ca 10 min.
Sluk for blusset og lad saften afkøle inden du sigter den og derefter hælder den gennem et klæde. 

Hvis du skal gemme saften i længere tid end 1 uge, skal du koge saften op igen, og derefter hælde den på skoldede flasker skyllet med Atamon.




Jeg har tidligere lavet et indlæg om rabarbersaft, der er lidt flere billeder, og du kan læse det lige her!

lørdag den 30. april 2016

Hønsestrikket børnevest

Den hønsestrikkede vest i str. 1 år er blevet færdig for noget tid siden, jeg har bare ikke fået vist den frem, men her er den, inden at den lige blev skyllet op, rullet og kanterne rettet ud. Den blev rigtig fin og farver er glade, lige klar til en glad baby.
Jeg har som udgangspunkt til vesten brugt mønstet "Peacevest" fra bogen "Spirrevipstrik og herlig hækling" af Britta Wilfert. Opskriften går fra str. 1-6 år. Eneste ændring er, at jeg har strikket en ribkant for neden.



Og så er jeg altså lige nødt til at vise lidt billeder frem fra haven, for jeg elsker!! bare når blomsterne springer ud. Jeg har et bed fyldt med røde og gule tulipaner, de fulgte med, da vi købte huset og de er så smukke. 
Jeg har selv fremdyrket lupiner i samme bed, for de får de smukkeste blomster og blade, og så er de rigtig effektive til at holde ukrudt væk, fordi deres blade er så tætte og de kommer tidligt op af jorden, og dækker for alle de små ukrudtsskud.


En lille ny plante i samme bed, er vibeæg. Det var faktisk nogen som jeg bare plantede ud, fordi jeg tænkte, at løgene ikke skulle gå til spilde, efter at de var afblomstret inde i min stue sidste forår. Så jeg havde faktisk glemt alt om dem.
De små skaksternede klokker står så fint blandt tulipaner og lupinblade. De er så fine og spinkle og fulde af liv.

fredag den 22. april 2016

Opskrift på strikket karklud

Jeg øver mig i nye teknikker, denne gang små bitte snoninger. Det er nemmere end jeg havde regnet med. Min lille øve-klud skal blive til en karklud.
Hvis du også vil strikke dine egne karklude, så kan du gøre lige som mig.
Jeg har slået 60 masker op på pind 3 i bomuldsgarn og så strikker jeg bare derud ad, med den teknik jeg nu har lyst til. Det kunne i princippet bare være retstrik eller perlestrik. Så lukker jeg af, når kluden har den ønskede størrelse.


Vejret er så smukt og skønt i dag. Så jeg har siddet udenfor midt imellem forårsblomster og krukker med kaffe og strikketøj, det er ren terapi!

lørdag den 9. april 2016

Færdige babysokker

Babysokkerne er strikket færdig og er nu klar til at sidde på en lille babyfod. Håber de kommer til at lune på kølige forårsdage. 
Hvis du vil se hvor opskriften på sokkerne er fra, kan du klikke her, og læse et tidligere indlæg om samme slags sokker.  Det er også et super godt projekt hvis du er begynder.

mandag den 7. marts 2016

Hæklede madder

Jeg har snydt lidt, for de her madder har jeg ikke lavet selv, jeg er og bliver en strikker, og jeg hækler nærmest kun, hvis der skal hækles en kant rundt på noget af det jeg har strikket.




I nogen genbrugsbutikker sælger de ikke bare brugte ting. Man kan også være heldig at finde hjemmelavet håndarbejde, som kyndige og frivillige hænder har fremstillet.
På en ferie et sted i Danmark fandt jeg en genbrugsbutik der solgte hæklede madder. Da jeg selv fortrækker at strikke, så er det perfekt at finde fine hæklede sager til en fornuftig pris (under 20kr stykket).
Jeg har googlet mig lidt rundt på nettet, og fandt frem til en hjemmeside der deler opskrifter på hæklede håndmadder gratis, du kan finde opskrifter på forskellige madder lige her og sikkert også flere steder på nettet.
Det er en genial måde at bruge sine rester på, og så vil det være en fin gave, hvis man er så heldig at være inviteret til fødselsdag hos en der elsker at lege med mad.

Spegepølse med remo, rullepølse med løg, æg og tomat eller kødpølse med agurk, lige til at hapse!

lørdag den 13. februar 2016

Opskrift på rugbrød

Jeg har afprøvet mange opskrifter på rugbrød, og i mange år bagte jeg altid med surdej. Men jeg kørte lidt surt i det, og ungerne synes det hjemmebagte brød smuldrede i madpakken, så det blev sat på pause. Af samme grund døde surdejen.
Men for et par uger siden stod jeg, og havde vildt meget lyst til hjemmebagt rugbrød, og der var ingen surdej i køleskabet. Derfor kastede jeg mig ud i et forsøg med en opskrift med gær og som ikke skulle hæve i et helt døgn, og det blev et super godt resultat. Jeg har bagt det lige siden, så opskriften er godt gennemtestet.
Her får du min opskrift på rugbrød, uden surdej og med gær. Og så kan du spise brødet samme dag, som du bager det.


Du skal bruge:

8 dl koldt vand
20 g gær
1 spsk salt
1,5 dl knækkede rugkerner
1,5 dl blandede kerner efter eget valg (hørfrø, solsikkefrø, græskarkerner, sesamfrø eller birkes)
300 g rugmel
700 g speltmel



Sådan gør du:

Opløs gæret i vandet og tilsæt salt. Tilsæt rugkerner og de andre kerner. Rør rugmel i dejen. Brug røremaskine hvis du har sådan en. Tilsæt speltmel til dejen og rør til dejen er sammenhængene og klistret.
Lad dejen hæve i mindst 5-8 timer i skålen, med et viskestykke over ved stuetemperatur.
Hæld dejen i en rugbrødsform. Glat toppen af dejen godt med en fugtig grydeske eller dejskraber. Lad den efterhæve en time. Tænd ovnen på 250grader. Prik brødet med en gaffel.
Sæt det på nederste rille i ovenen og bag det i 30 min ved 250grader. Skru ned til 225grader og bag det i yderligere 30min. Sluk oven, tag brødet ud af formen og læg det på en rist med bunden op ad. Sæt det midt i ovnen og giv det 20 min i den slukkede ovn. Så bliver det spødt hele vejen rundt.




Skappelgenser på pindene

I Norge gik de for nogen år siden amok over Skappelgenseren. Den blev strikket i vildskab, både fordi den var nem at gå til, gratis og havde et moderne snit. Opskriften kan du finde ganske gratis på nettet lige her.
Det er virkelig en nem opskrift, så er du ny ud i strik og har lyst og tålmodighed til at strikke en sweater til dig selv, så er Skappelgenser måske noget for dig.
Den bliver strikket på pind 7, jeg har strikket den i garn fra Drops, som jeg har fundet på udsalg. Jeg har valgt en tråd Drops Alpaca og en tråd Alpaca Silk.


Min sweater har været lidt lang tid på pindene, mest fordi den ikke er så udfordrende, så jeg har kedet mig lidt, men nu er jeg ved at være i mål. Pt har jeg ærmerne på pindene, både ryg og forstykke er færdig. Målet er, at den skal være helt færdig i vinterferien!


torsdag den 11. februar 2016

Diagram til frø i hønsestrik

Det er ved at være lang tid siden jeg har delt en hønsestrik opskrift, så her kommer der et diagram på en giftig frø.
Min søn ønskede sig brændende en strikket gul frø, så min mand måtte i gang med ternet papir og pen. Det foregår ofte sådan, at jeg siger, "kan du ikke lige tegne en frø?" Han tegner løs og jeg retter til, så det er lige til at strikke. Det er perfekt samarbejde!




Frøen kan selvfølgelig strikkes i alle tænkelige farver. Der findes jo både grønne, brune, gule, røde og blå frøer. Jeg har valgt ægte retrofarver, gul og brun.



Hønsestrikopskrift på en frø, pas på ikke at stramme garnet på bagsiden af arbejdet, da diagrammet er forholdvist stort.

Del gerne et billede af dit færdige strikkeprojekt, hvis du vælger at strikke frøen eller andre af mine hønsestrik diagrammer.

God fornøjelse!

Kunne du tænke dig at se flere hønsestrikopskrifter på dyr, så se uglen her, en lille fugl her og elefanter her

onsdag den 10. februar 2016

Opskrift på den nemmeste og bedste æblekage

Det er jo nærmest en klassiker med sådan en smulderdejs-æblekage, så her kommer en opskrift på en super nem og lækker kage, den er god hele året rundt, og kan spises både med creme fraiche, flødeskum eller vaniljeis. Nå ja, og så er den hurtig at lave.



Du skal bruge:

3 æbler (alle slags virker)
100 g hvedemel
100 g sukker
100 g smør
1 dl. havregryn
kanelsukker (4 spsk sukker og 2 spsk kanel)
evt. 75 g mandler eller hasselnødder (kan sagtens undlades)


Sådan gør du:

Tænd ovnen på 175 grader. Skræl æblerne og skær dem i 4 både og skær bådene i skiver. Læg dem i et fad og drys kanelsukker over dem. Smuldr hvedemel, sukker, smør og havregryn i en skål. Smuldr dejen ud over de kaneldryssede æbler. Hak mandlerne groft og fordel dem oven på kagen, drys evt med lidt kanel, så får kagen en flot farve.
Bag kagen midt i ovnen i 25 min ved 175 grader.
Serveres med creme fraiche, flødeskum, friske bær, vaniljeis eller lige det du har lyst til.

mandag den 1. februar 2016

Grove boller med æble

På en regnvåd mandag i februar skal der boller til.

Jeg har bagt grove boller med revet æble i, her kommer der en opskrift. Ungerne elsker dem og de mætter godt.



Til 12 stk. skal du bruge:

25g gær
1 dl lunken vand
1 dl surmælksprodukt (fx skyr, yoghurt eller kærnemælk)
1 spsk olie
1/2 tsk kanel
1/2 tsk kardemomme
Lidt salt
1 æg
1 stort revet æble
1 dl groft mel (fx grahamsmel eller havregryn)
5 dl hvedemel (evt groft hvedemel)

Sådan gør du:

Opløs gæren i lunken vand, tilsæt surmælksprodukt, salt og olie. Tilsæt resten af ingredienserne, men hold lidt hvedemel tilbage, og tilsæt mere hvis dejen klæber for meget. Rør godt, gerne i en røremaskine.
Lad dejen hæve et lunt sted i 30 min. Form derefter til 12 boller, som fordeles på en plade med bagepapir.
Bollerne skal efterhæve i 30 min. Og pensles med æg eller mælk. Jeg eksperimenterede med at strø perlesukker på nogen af bollerne, det kunne børnene godt lide!
Derefter bages de ved 200 grader i ca 20 min.

Det kan anbefales at spise dem lune med smør!

søndag den 31. januar 2016

Stempelkandevarmer af genbrug DIY

Jeg har lavet en fin orange-rød varmer til min stempelkande af en firkant fra et gammelt kludetæppe og en trøje købt i genbrugsbutikken. Det var virkelig simpelt, så her kommer en lille DIY på hvordan jeg gjorde.

Kludetæppet var stort og samlet af en masse forskelligfarvede firkanter. Jeg skilte det ad foldede lappen på midten og gav den en ordentlig omgang med dampstrygejernet. 
Derefter pillede jeg tre knapper af trøjen, som var de fineste små hæklede nogen af slagsen. 
Knapperne blev placeret så de passede til kandens hank og derefter syede jeg rundt i kanten, så lappen forblev foldet. Derefter tog jeg en rest elastik og syede øjer som passede til knapperne.


Og om lidt er kaffen klar.

Opdateringen: Jeg har lavet endnu en stempelkandevarmer af en lap fra kludetæppet, du kan se den lige her!

lørdag den 23. januar 2016

Langsomme luffer


Arne og Carlos bliver strikket langsomt, er træt af at opskriften er så mangelfuld, men snart er den første i hus, så venter nummer to bare. Jeg har valgt at strikke skaftet lidt længere end angivet i opskriften, synes det er rart nå håndleddet er dækket godt i kulden.



Du kan finde opskriften nederst i et af mine seneste indlæg, ved at følge linket her!

fredag den 15. januar 2016

Opskrift på marmelade med ananaskirsebær

Har du lige en lille portion ananaskirsebær også kaldet physalis i overskud, som du ikke ved hvad du skal stille op med, så kommer der her en meget nem og hurtig opskrift på en sød og mild marmelade.


Du skal bruge:
250 g ananaskirsebær
saft fra en kvart citron
1 dl. vand
2 dl.sukker
En halv tsk. Melatin til at give konsistens til marmeladen
Atamon til at skylle glasset med

Sådan gør du:
Halver bærrene. Kog dem sammen med vand og citronsaft. Lad dem koge møre i ca. 5 min. ved middelvarme. Tilsæt sukker og Melatin og kog videre til sukkeret er opløst.
Imens marmeladen er brandvarm hældes den på et skoldet og Atamon-skyllet glas.


Farven er virkelig imponerende, og de små lette kerner fra frugterne svæver fint rundt inde i glasset. Nå ja, også smager det godt!

onsdag den 13. januar 2016

Arne og Carlos luffer

Arne og Carlos-lufferne er kommet på pindene, og jeg holder tungen lige i munden imens jeg strikker et norsk mønster. Opskriften er desværre temmelig mangelfuld, så jeg må gætte mig lidt frem til tommelfingerkile, men mon ikke det går, jeg har jo prøvet at strikke luffer mange gange før. 
Det er sjovt med mønsteret og en genial måde at få brugt rester på.


                                  

Hvis du har fået lyst til at strikke de samme luffer, så kan du finde opskrift og diagram lige her!

onsdag den 6. januar 2016

Luffer på pinden og link til opskrift

Jeg har børneluffer på pindene, igen! Jeg strikker efter en opskrift fra Garnstudio du finder den her! De bliver strikket i en rest strømpegarn. Opskriften er nem at gå til, især når man vælger ikke at strikke mønster. Det er en god opskrift, som kan ændres ud i der uendelige. Det er skønt med gode basisopskrifter, som bare virker!

Jeg har planer om at det næste par skal være til mig selv, jeg har fundet en fin Arne og Carlos-opskrift på luffer på Hendes Verdens hjemmeside. De må bestemt prøves af, farverne er jo alt for skønne!



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...